tirsdag den 17. december 2013

Hylder til Katten

Jeg har vidst endnu ikke præsenteret jer for vores dejlige kat. Vi købte ham for lidt over et år siden på et internat her i Aalborg. Så kan det godt være han kostede en del, men han er så dejlig og vi fortryder ikke at have "redet" ham fra internatet.
Nå, men her er han så, katten med det opfindsomme navn Misser


Nå, men det giver jo sig selv at når man bor i en lejlighed på 4. sal inde midt i byen, så kommer Misser desværre ikke ud. Derfor finder vi tit på nye måder vi kan stimulere ham på og gøre inde livet for ham lidt bedre. Denne gang blev det til at vi nu har sat hylder op, kun til brug for Misser. Da vi var ved dyrlægen sidst foreslog hun netop at det ville være godt for misser at komme lidt op i højden så kan kan holde øje med os ;) Vi fik igår besøg af en god ven, som skulle spise med og som i den forbindelse lige kunne hjælpe min kæreste J med at sætte hylderne op.



Vi har bare købt nogle hylder og hyldeknægte samt nogle billige dørmåtter som vi har skåret til i Ikea og voila så er der et trinbræt og to hylder til at ligge på. Jeg synes selv resultatet er blevet ret godt og det tror jeg også at Misser synes. Man kan vidst godt kalde det sådan en slags tidlig julegave :)





Ja, jeg beklager den til tider dårlige kvalitet, men jeg håber at i stadig kan se hvad det går ud på :)
Glædelig 17. december - nu er der kun en uge til jul!

mandag den 16. december 2013

Kyllingekarbonader

Hvad er bedre en kød med rasp serveret med kartofler, en lækker sovs og dampet broccoli? Jeg kan kun komme i tanke om få ting.
Jeg er vild med sovs og derfor finder jeg tit opskrifter som man kan lave sovs til ;)
Denne gang blev det til kyllingekarbonader.


Selve opskriften er faktisk ret simpel og så er det jo bare at lave noget tilbehør til.

Til 2 karbonader skal du bruge:
- 250-300 g. hakket kyllingekød
- lidt rasp
- 1 æg
- salt og peber

Form kyllingefarsen til to store "boller", vend det først i sammenpisket æg og dernæst i raspen(bland lidt salt og peber heri). Steges i smør ved middelhøj varme i ca. 15 minutter. Husk at kyllingekød skal være stegt igennem.
Som i kan se serverede jeg kartofler, sovs og broccoli til. Det er altså virkelig lækkert. Herhjemme går vi selvfølgelig op i at spise så sundt som muligt, men man skal også nyde livet!
Jeg håber i alle nyder livet og denne dejlige juletid :)

tirsdag den 10. december 2013

H.C. Andersen Julemarked i Odense

Her i weekenden tog jeg en tur til Odense for at besøge et par søde veninder. Jeg kom fredag eftermiddag og så stod den ellers på hygge. Vi havde ikke set hinanden i laaaaang tid, alt for lang tid, så i kan nok forestille jer at mundtøjet gik! ;)
Det helt store punkt i denne weekend var en tur til H.C Andersen julemarkedet inde i den gamle bydel i Odense. Odense er bare sådan en hyggelig by! Især dernede i den del af byen man kalder for H.C. Andersen bydelen. De kører jo meget på hele historien om den kendte forfatter i Odense, men det kan man også forstå. Man er vel en lille smule stolt når man møder nogen derude i den store verden som kender VORES H.C. Andersen :)
Nå, men vi tog derned efter frokost så vi kunne gå dernede mens det blev mørkt så man rigtig kan se alle de dejlige lys. Der var godt nok mange fine boder. Det var sådan et rigtigt julemarked uden boder med alle de der præfabrikerede ting, som ikke rigtigt har noget med jul at gøre alligevel. Nej, det her var "jul som i gamle dage" (som er reklamen for markedet), med håndlavede ting, hjemmelavede lækkerier og folk var klædt ud som man så ud den gang - rigtig hyggeligt! Jeg kom selv hjem med lidt julegaver, et enkelt stykke julepynt og et honningkagehjerte!
Det er svært at beskrive det helt, men jeg fik da taget et par billeder, som i gerne må se. Så må vi se om i kan fornemme lidt af stemningen.






















Hvis i nu sidder og tænker at det også lige kunne være noget for jer, så er i heldige, for der er også julemarked hele næste weekend altså d. 13-15 december 2013.
Glædelig 10 december derude!

onsdag den 4. december 2013

Lækre vaniliekranse med mandler

Det her er for mig en af de ultimative julekager! Da jeg var mindre plejede vi altid at tage på det traditionsrige småkage-besøg hos min reserve bedstemor Edith. Når vi fik hendes lækre vaniliekranse plejede hun at sige at vi skulle huske ikke at spise hullerne, for de var jo de spøgelserne. Den historie står stadig klart for mig som en del af julen, også selvom jeg ikke længere tror på spøgelse ;)
Ediths vaniliekranse er stadig de bedste jeg nogensinde har bagt. Desværre vil hun ikke af med opskriften - i hvert fald ikke ind til videre ;) Nå, men her er en opskrift som jeg har fundet på nettet og er Mette Blomsterbergs opskrift.


Mette Blomsterberg siger 35 jeg siger 50 stk:

- 1 vaniliestang
- 200 g. smør, saltet og stuetempereret
- 180 g. sukker
- 1 æg
- 250 g. hvedemel
- 75 g. smuttede mandler, blendet til "mel"

Husk at stille smøren ud i god tid, så det kan blive helt blødt!
Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud. Tag en lille smule af sukkeret og mas det sammen med vaniliekornene. På den måde for man mest ud af vanilien og undgår at der er klumper af vaniliekorn i dejen.

Rør vaniliesukkeret, resten af sukkeret og smøret sammen med en elpisker. Rør ægget i og til sidst melet og mandelmelet.

Nu skal dejen formes til kranse og det kan gøres på flere måder. Herhjemme har vi en kødhakker som vi kører dejen igennem med en stjerneform. Mette Blomsterberg selv bruger stofpose i tyl, men hvis du synes det er for besværligt kan du bare prøve at rulle dem ud.


Kransene kommes nu på en bageplade med bagepapir og bages i oven ved 180 grader i 10-14 minutter til de er let gyldne.

Læg dem på en rist for at afkøle dem og opbevar dem i en tætsluttende dåse - gerne med julemotiv ;)

tirsdag den 3. december 2013

Laks indbagt i fillodej

Glædelig 3. december! Dette er en ikke så julet ret - ikke desto mindre er den lækker!
Vi hamstrer fisk og især laks når der er tilbud. Som studerende synes man at fisk er dyrt og det er ikke altid det lige passer ind i budgettet - men heldigvis beslutter butikkerne(især Føtex) sig for at have fisk på tilbud ofte ;) Denne gang skulle vi prøve noget nyt, nemlig indbagt laks:


Opskriften er fundet her på denne blog. Vores udgave ligner jo slet ikke den der er på den side, men jeg tror det smagte lige sådan ;) Det der med den fillodej er slet ikke så nemt som man skulle tro, men jeg har en mistanke om at det ikke er den samme slags, eller mærke kunne man sige. Vi brugte den, som jeg fandt i Føtex
I opskriften står der 10 plader fillodej, som der også er i den her, men jeg synes det virker som ret meget. Jeg tænker at hvis de på twin-food har haft et andet mærke kan de jo have været mindre. Jeg tror i hvert fald ikke jeg vil bruge så meget næste gang - der var lidt langt ind til laksen ;)

 Til 2 personer skal du bruge:
- 10 stk filodej
- 2 laksefiletter
- 7-10 kugler frossen spinat(optøet)
- salt og peber
- smeltet smør til penslin

De 5 plader fillodej pensles med smør og ligges oven på hinanden. Skindet skæres af laksen og den ligges på fillodejen. Lig spinaten ovenpå laksen og krydr med salt og peber. Pak laksen ind i fillodejen og skær nogle huller i toppen. Pensl også med smør ovenpå inden bagning. Bag i oven ved 180 grader i  ca 20 minutter eller til de er sprøde på begge sider.


 Som i kan se kom  vores ikke til at ligne dem på twin-foods side ;) De kom nærmest til at minde om kæmpe lakse-forårsruller...

Server med lækkert tilbehør. J havde i dag valgt at vi skulle have en enkel pastasalat med tomat og agurk og selvfølgelig en god dressing!

søndag den 1. december 2013

Brunkager

Åh hvor har det været en travl dag.
Startede dagen med lidt let fitness sammen med en god veninde. At vi så tog på café og drak alle kalorierne på igen ;)
Derudover er dagen gået med bagning af brød, lektielæsning(ca. 200 sider til næste uge), indkøb og ikke mindst bagning af brunkager. Det lyder ikke af meget - men det føles sådan :)
Nå, men som lovet er her et indlæg om brunkager. Jeg elsker at jule-bage det er så hyggeligt! Jeg kan allerede nu afsløre at dette nok ikke bliver det eneste indlæg om julesmåkager! På en måde er det her en slags snyde-brunkager, men det kan i jo læse jer til i ingrediens-listen.


Til 50-60 stk:

- 3/4 tsk potaske
- 1/4 dl. vand
- 125 g. smør
- 100 g. sirup
- 100 g. sukker
- 1/2 pose Dr. Oetker brunkage krydderi( det er det jeg mener er lidt snyd ;p)
- 250 g. hvedemel

Og rigtig gættet - opskriften er også fra Dr. Oetker:

 Opløs potasken i vandet. Smelt smør, sukker og sirup sammen og bland potaske-vandet heri. Hæld det over i en skål og køl massen af til den er lunken.

 Bland brunkagekrydderi med mel...

 Og hæld det i den nu lunkne masse.

Ælt massen godt og stil den i køleskabet i 24 timer. Man kan enten forme dem til pølser og skære dem ud i tynde skiver eller gøre som jeg:

 Rul dejen ud og stik små kager ud med udstikkere.

 Lig kagerne på en plade med bage papir og bag dem i oven ved 200 grader i 8-10 minutter eller til de er blevet gyldne.

Kagerne er meget bløde når de kommer ud af oven. Lad dem køle af på en rist til de bliver sprøde og pak dem i en tæt kagedåse.
Mmm.. juletid er skønt på flere måder. Glædelig 1. december!